Stortromme
I sidste halvdel af det 18 århundrede introducerede man Tyrkisk musik for de Europæiske kongelige hof. Med den tyrkiske musik kom en stor tromme med en spille teknik som var helt ny i den vestlige musik.Trommen blev båret af trommeslageren eller placeret på gulvet, skindene i vertikal retning, så det var muligt at slå på begge sider af trommen.
I de traditionelle tyrkiske orkestre kaldes trommen en tyrkisk tromme. På den ene side af trommen spiller man med en trækølle omspunden med en stor klud for enden.
På det andet skind spiller man med den omvendte kølle, disse slag spilles på eller efter slaget.
I Spontini´s opera La Vestale ( 1807) blev storetrommen for første gang brugt på en anden måde end i de tyrkiske orkestre.
Man brugte en kølle som havde en stor klud eller et læder hoved, men den anden janitshar spillede på bækkener i samme rytme som stortrommen.
Størrelsen på stortrommer som bruges i symfoniorkestre og kammermusik er meget forskellige. Man vælger størrelsen ud fra størrelsen af koncertsalen og størrelsen af orkestrene.
Diameteren på en storetromme varierer mellem 65 -150 cm.
Spilleteknik
Som regel spiller man aldrig midt på trommen, da skindet ikke vibrerer ret meget i midten. Man spiller en håndsbredde fra midten.Når man spiller på trommen, skal man slå nedad og ikke ligefrem, for at få mest ud af trommen.
Hvirvler laves med paukerkøller og teknikken er den samme som bruges når man hvirvler på en pauke.